torsdag den 29. januar 2015

Vinderen af et års abonnement på Maries Ideer er….


Så har jeg udtrukket vinderen af abonnementet på Maries Ideer og den heldige blev:

Ettebette, som skrev: Det ville være hyggeligt at blive forkælet :-)

Er du ikke sød at sende mig en mail med din adresse, så sørger jeg for at du får bladene tilsendt.

tirsdag den 20. januar 2015

Vind et års abonnement på Maries Ideer






Hvis du ikke allerede kender Maries Ideer, så er det måske på tide, du stifter bekendtskab med det. Det er nemlig et ret fint håndarbejdsblad med fokus på strik og hækling, der udkommer fire gange om året.

Jeg har fulgt med fra sidelinien fra start og i særdeleshed fordi jeg var så heldig at have en fin artikel om min butik i julinummeret. 

I oktober var jeg på Garntrip i Barcelona sammen med Anne Marie, som er redaktør på bladet, og det er der kommet en rigtig god guide til byens kreative og listige steder ud af, som du kan læse om i det nye blad. 

Maries Ideer har netop fejret 1 års fødselsdag, og her på min blog har jeg fået lov til at være med i festen med en lille konkurrence. Du har muligheden for at vinde et års abonnement på bladet, og alt du skal gøre er at skrive en kommentar herunder. 

Jeg trækker en vinder onsdag aften, den 28. januar

mandag den 19. januar 2015

Hæklet hue i Arwetta Lutter Idyl-style!

Da jeg forleden sad og kiggede billeder igennem slog det mig, at jeg aldrig har vist denne her hue som jeg lavede til min bror i julegave forrige jul.

Det er en nem model, som jeg ofte anbefaler til mine kunder i butikken - og den fungerer altså bare virkelig godt. Jeg kan i hvert fald konstatere at Hans rent faktisk bruger den, og han er en kræsen herre :)

Min version er hæklet i Arwetta i farverne cayenne og chock orange. Øverste del blev der brugt lidt mere end et ngl. til - nederste lidt mindre end et.

Jeg hæklede den på en nål nr. 3, og det var lidt et tålmodighedsarbejde, men den fik altså også en helt perfekt tykkelse. I toppen hæklede jeg i de sidste to m hhv. en fm og en km, og igen da jeg vendte, en km og en fm i de to første for at få en pænere afslutning når den rynkes sammen.

Opskrift findes hos Lutter Idyl, lige her.

God fornøjelse :)

onsdag den 31. december 2014

Pandebånd med tunesiske snoninger



Her på falderebet kommer årets sidste DIY.

I det forløbne år har jeg mødt rigtig mange mennesker i min butik, som har haft lyst til at gå i gang med tunesisk hækling. For det er en sjov og nem teknik, som egner sig virkelig godt til interiørprojekter som puder og tæpper.

Tunesisk hækling rummer utroligt mange muligheder for variation. Der findes masser af masketyper og kombinationer, men næsten alle de projekter, jeg sælger garn og udstyr til, bliver lavet i simple stitch. Det giver et super flot og enkelt udtryk - men det bliver lidt kedeligt i længden (synes jeg).

Problemet er også, at der mangler inspirerende litteratur om emnet. Men jeg tror vi kommer til at se mere i den nærmere tid. I første omgang har Sys Fredens lavet en lille bog, Tunesisk hækling, som kan købes i min butik og på min webshop til 60,- Det er et fint lille opslagsværk med forskellige teknikker - en god grundbog.

Hvis du allerede har styr på back stitch og knit stitch (jeg er bedst til amerikansk terminologi)  - og har mod på at lave noget anderledes - og lidt mere udfordrende, så er dette pandebånd med snoninger måske noget?

Jeg har selv lavet det efter denne video på youtube, som egentlig er et tørklæde. Og jeg syntes, det var ret nemt at gå til.

Pandebåndet er lavet i det smukke Lamauld fra Camarose (tidl. Strikkebogen) - og et ngl. er nok.

Jeg har eksperimenteret lidt og lavet to forskellige bredder.
Smal version (ca. 7 cm) er med 14 masker: 2 knit stitch, 2 back stitch, 6 knit stitch til snoninger, 2 back stitch, 2 knit stitch
Bred version (ca. 8 cm) er med 16 masker: 2 knit stitch, 3 back stitch, 6 knit stitch til snoninger, 3 back stitch, 2 knit stitch

Du skal bruge
50 g. Lamauld
En tunesisk hæklenål nr. 7
En hjælpepind/strømpepind til snoninger

Lav lm ift. den bredde du ønsker og hækl snoninger indtil arbejdet har den rigtige længde.
Sy de to ender sammen, og du er good to go!

Tip
For at få pæne kanter er det vigtigt at du laver første m i højre side MEGET stram. Det kræver lidt øvelse, men det skal nok blive fint.

torsdag den 27. november 2014

Hue med hæklede snoninger




Jeg bliver altid sår'n lidt nysgerrig, når jeg ser nogle nye, fine teknikker, og springer straks ud i eksperimenter, selvom jeg egentlig burde gøre andre ting færdige først.

Inden jeg tog til Barcelona faldt jeg over All about Amis tutorial på en hue med snoninger. Egentlig er jeg ikke så vild med hæklede snoninger. De er altid lidt kantede og ikke så fikse som dem i strik, synes jeg, men de her var små og delikate - og nemme, viste det sig.

Hvis du kan hækle reliefstangmasker som jeg eks. har brugt i mine opskrifter på huen med ribmønster og på clutch med fletmønster er du allerede kørende. Og Amis billedguide er nem at gå til.

Min hue er hæklet i et lidt tyndere garn end Amis. Derudover har jeg lavet ribben lidt anderledes samt taget ind foroven for at lave afslutningen i toppen lidt mere elegant (efter min smag).

Længden på min hue er 26 cm fordi jeg gerne, som hende, ville have, at den skulle være lidt (jeg har lyst til at sige street!). Men du kan også sagtens stoppe lidt før og montere den med en fin pom pom i garn eller pels.

Til en hue a'la min skal du bruge:
3 ngl. Indiecita. Hvis du laver den kortere end min kan du nøjes med 2.
En hæklenål nr. 4

BRstm: Reliefstangmaske lavet på bagsiden af arb (back post double crochet på engelsk)
FRstm: Reliefstangmaske lavet på forsiden af arb (front post double crochet på engelsk)

2 Rstm sammen: Hækl første gennemtræk på begge stm og træk herefter det sidste gennem begge masker.

Rib
Lav en lm-kæde, der passer til omkredsen af dit hoved.
Heri skal hækles stm tilbage. Du skal ende ud med et antal, der er deleligt med seks. Jeg har eks. 114 stm, dvs. jeg har hæklet 115 lm og startet i 3. lm fra nålen med første stm. De to første lm tæller med som en stm.
Jeg synes det er nemmest først at samle arbejdet til en ring med en km i 2. lm efter første rk. af stm.

Efter første rk. skal ribmønstret etableres.
Hækl 2 lm, herefer skiftevis en FRstm og en BRstm - hele vejen rundt. Sidste m skal være en FRstm. Afslut med en km i 2. lm.

Lav så mange rk. med rib som du ønsker; FRstm over FRstm og BRstm over BRstm. Jeg har fem rk.

Hækl herefter mønster som beskrevet i Amis opskrift.

Hækl til huen måler ca. 24 cm.

Til allersidst har jeg taget ind over ca. 6 omg. Start med opskriftens rk. 2
- Hækl de to BRstm sammen til én.
- Hækl som beskrevet i opskriften, men nu kun én BRstm ml snoningerne.
- Hækl som beskrevet i opskriften, men spring over den ene BRstm ml. snoningerne.
- Hækl som beskrevet i opskriften, men nu uden mellemrum ml snoningerne.
- Hækl de fire FRstm sammen til to. Altså; de første to sammen, og de næste to sammen.
- Hækl de to FRstm sammen til en.

Bryd garnet og brug enden til at trække igennem maskerne foroven, så du kan rynke den helt sammen.

Hæft ende foroven og forneden, og du er good to go!

onsdag den 26. november 2014

Giv garn til et godt formål

Er du en af os der har masser af garnrester liggende, og har du mod på at donere det til et godt formål - så læs med her.

Kirkens Korshær i Aarhus har 100 strikkedamer der laver huer, sokker og varme sweatre til hjemløse og udsatte børn og voksne. Og de mangler garn.

Jeg synes det er et rigtig godt initiativ, og vil gerne støtte op om det ved at lave en lille indsamling i min butik i Hendrik Pontoppidans Gade. Jeg tænker at vi lader det vare de næste par uger, hvorefter jeg får det afleveret til damerne.

Hvis du vil være med, så kig forbi min butik torsdag eller fredag fra 11.00-17.30 eller lørdag fra 10.00-13.00.

Håber vi ses :)

tirsdag den 25. november 2014

Karls og Karlas hue - kit i webshoppen





Før messen i Fredericia var Sofie også så sød at strikke de her to labre huer til butikken.
Og nu hvor det er ved at blive huevejr, har jeg fået dem oprettet i min webshop.

Med kittet til Karls og Karlas hue kan du strikke enten en børne- eller en voksenhue. Børnehuen svarer ca. til str. 4 år.

Begge kits indeholder Arwetta i 6 forskellige farver, og der er lige meget af alle farver, så hvis du ønsker at lave et andet farveforløb, er der rig mulighed for det.

Huerne strikkes på rundpinde nr. 3,0 og 3,5 - 40 cm og strømpepinde nr. 3,5.

Kits'ene er pakket fint i cellofan, så mangler du en gaveide til en blød pakke er den lige her! 

Begge kits koster 140 kr, og kan købes her: Karlas hue og Karls hue