søndag den 29. april 2012

Konkurrence: Vind garn til et tæppe!

Har du set, at der er kommet nyt, fint bomuldsgarn fra Mayflower i webshoppen? Gå på opdagelse i alle de lækre nuancer og bliv inspireret til at lave skønne sommerprojekter. Tæpper, grydelapper, håndklæder, bamser, vimpler. Mulighederne er mange :)

Vi synes, det skal fejres, og derfor har du nu chancen for at vinde 35 nøgler Mayflower Cotton 8 til et lækkert sommertæppe.

Skriv en kommentar herunder senest fredag den 18. maj med en kort beskrivelse af, hvad du gerne vil lave, hvis du vinder - og med hvilke farver. Så er du med i konkurrencen.

Den allerbedste ide får herefter en dejlig pakke med posten - og beskæftigelsen i sommerferien er sikret :)

Vil du lege med?







tirsdag den 10. april 2012

Inspiration til lapper

I forbindelse med lappe-workshops'ene lavede Puk den her lap af Kauni i lys grå melange, Yarnfreak-bomuld i marine og Begonia i lys rosa. I påskeferien eksperimenterede jeg lidt med andre kombinationer. Synes egentlig det fungerer godt med at holde variationen i den lille strib af Begonia. Her har jeg brugt lavendel, lilla, orange og turkis. Har du for øvrigt set at der er kommet nye farver i webshoppen?

Det bliver nok ikke til et stort slumretæppe, for der er mange ender at hæfte. Men inspirationen er hermed givet videre.

lørdag den 7. april 2012

DIY - oval kurv i Zpagetti

Fordi vi har de bedste kunder, kommer her et lille påskeæg - fra os til jer.


Oval kurv i Zpagetti

Du skal bruge:
1 nøgle Zpagetti
1 hæklenål nr. 12

1. Lav 9 lm og hækl 1 stm i 4. m fra nålen samt i de 4 næste m. I sidste m hækles 7 stm, hvorefter der fortsættes på modsatte side af opslagsrækken. Hækl 1 stm i de næste 4 m. I sidste m hækles 5 stm. Afslut med en km i 3 lm. (22 m)

Du har nu to halvcirkler med 7 stm i hver ende med 4 stm i mellem (på hver side).

2. Hækl 3 lm (tæller som 1. stm) og 1 stm i samme m. 2 stm i næste m. Herefter 1 stm i hver af de 4 m på langsiden. 2 stm i hver af de 7 m i enden, 1 stm i hver af de 4 m på modsatte langside, 2 stm i hver af de sidste 5 m i enden. Afslut med en km i 3. lm. (36 m)

3. Hækl 3 lm (tæller som 1. stm), 1 stm i næste m, 2 stm i næste m, 1 stm i næste m. 1 stm i hver af de  4 m på langsiden. I enden hækles *2 stm i første m, 1 stm i næste*. Fortsæt fra *-* i alle 14 m. Herefter 1 stm i hver af de 4 m på modsatte langside. I enden hækles *2 stm i første m, 1 stm i næste*. Fortsæt fra *-* i hele vejen rundt. Afslut med en stm i samme maske som de 3 lm. og en km i 3. lm. (50 m)

4. Hækl en omgang med hstm i bageste maskeled uden udtag. På kurvens 'krop' er der hæklet rundt i en spiral, men ønsker man afsluttede omgange, starter man naturligvis bare hver omgang med 2 lm og afslutter med en km.

5-6. Hækl 2 omg hstm lige op i bageste maskeled.

7. Hækl 18 fm i bageste maskeled. Hækl 6 lm, spring 5 m over for at lave hanken. Tjek evt. efter, for en sikkerheds skyld, at hanken er placeret midt for. Herefter 20 fm i bageste maskeled, 6 lm, spring 5 m over, 2 fm.

8. 1 fm i bageste maskeled hele vejen rundt. Afslut med en km. Bryd garnet og hæft.

Og voilá, du har en skøn brødkurv til påskebordet :)

søndag den 1. april 2012

Åbent i butikken på tirsdag

For at man nu ikke skal sidde og mangle garn til påskens projekter, er der åbent i butikken
tirsdag den 3. april fra kl. 11-17.30.

Langfredag holder vi lukket, så næste åbningsdag er fredag den 13. april.

Håber vi ses :)

fredag den 30. marts 2012

Inspiration til fine forårsprojekter

Kom forbi butikken i dag og find lækkert garn til alle forårets projekter.

Arwetta mørk grøn, lyng, sennep, lys mint, fersken, æblegrøn, støvet blå, blomme

Peruvian highland wool lys brun melange, støvet grøn, fersken, støvet lilla, lys grå melange, støvet blå

Kauni khaki, sart rosa, hindbær, varm gul, turkis, forårsgrøn, kobolt

Zpagetti støvet grøn, lys lavendel, mørk grå, støvet lilla, nude, søgrøn, koral

Ha' en rigtig dejlig weekend :)







mandag den 26. marts 2012

Fine forårsstriber

Eftersom vi kun gør os udi hækling, bliver vi lige nødt til at vise de her små strømper frem, som søde Annemette har strikket til os i Arwetta.

Størrelsen er ca. 28 og farverne er lys brun melange, lys mint og gul.


























søndag den 18. marts 2012

Skal du have den sidste plads?

Så er der kun én plads tilbage på Camillas workshop onsdag d. 28. marts i Århus. Her kan du lære at hækle lapper, som kan blive til de smukkeste tæpper og puder. På workshoppen får du opskrifter på flere forskellige lapper og instruktion i, hvordan du hækler dem.

Læs mere om kurset og tilmeld dig her.

Bor du i København og har lyst til at hækle i Zpagetti, er der stadig få pladser tilbage på kurset d. 31.3. Læs mere her.