Viser opslag med etiketten Sirri. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sirri. Vis alle opslag

tirsdag den 27. august 2013

Lær en ny teknik: Tunesisk hækling



Kender du tunesisk hækling? Det er en lidt overset teknik, i hvert fald i Danmark. I amerikanske hæklebøger støder man ofte på projekter lavet i 'afghan stitch' (afghan = tæppe eller plaid), og kigger man lidt nærmere på dem, ser man, at det kan noget, almindelige hækleteknikker ikke kan.

Tunesisk hækling, eller hakning, er en krydsning mellem hækling og strik, og med denne teknik får du en struktur der minder om vævning. Personligt er jeg ret vild med mulighederne for farveskift, der giver en smuk stribet effekt.

For at komme i gang med tunesisk hækling har du brug for en speciel hæklenål. Den traditionelle ligner en strikkepind med en hæklenål i enden. Den er billig og udmærket at hækle med, men har sine begrænsninger ift. hvor bredt et arbejde, du kan lave. Du samler nemlig masker op den ene vej så du har dem alle på nålen, som når du strikker - og tager dem af igen den anden vej. Det lyder kompliceret, men fortvivl ej; det er det ikke!

En smartere løsning er Knitpros system hvor du køber en hæklenål med gevind og en wire, der skrues på. På denne måde har du mulighed for at lave store ting, eks. plaider.

Har du fået blod på tanden, men ikke lige ved hvordan du kommer i gang, er der mange fine instruktionsvideoer online. Se bla. denne her.

Men, men, men.... Du kan også komme på workshop i yarnfreak! Jeg har allieret mig med Pernille, som har bloggen Pescno, og hun laver labre ting i tunesisk hækling. Kig bla. forbi her og se hendes hakkede Kauni-tæppe.

På workshops'ene gennemgår vi de mest basale teknikker indenfor tunesisk hækling, og vi laver et lille projekt, eks. en clutch eller et pandebånd. Du behøver ikke være 100 metermester i hækling, men du skal kunne de grundlæggende hækleteknikker i forvejen. Meld dig til lige her, men skynd dig; der er et begrænset antal pladser.

Har du lyst til at lave puderne på billedet, så er der brugt flg. materialer.

Grøn pude
Peruvian Highland Wool i farverne mørk grå melange, lys grå melange, råhvid, lime og græsgrøn.
Tunesisk hæklenål nr. 7

Pink pude
Kauni i farverne neonpink, lys brun melange og brun melange
Tunesisk hæklenål nr. 5

Koral pude
Sirri i farverne koral, råhvid og beige melange
Tunesisk hæklenål nr. 7

Jeg nåede desværre ikke at veje de enkelte forstykker inden montering, men du bruger maks 1 ngl. af hver farve (Kauni naturligvis en del mindre).

Hvis du vil lave puderne med bagstykker i stof, så husk at beregne sømrum til den efterfølgende montering.

God fornøjelse :)

søndag den 11. august 2013

Årets første julepynt - og flere workshops!



Det ligner ikke mig at gå i gang med noget der overhovedet minder om julepynt før start december, men i år blev jeg tvunget ud i det allerede i juni.

Den grankogle som Lise var så sød at hækle sidste år, kommer i et julemagasin (når den tid er) - og der var en deadline der skulle overholdes.

Da opskriften ikke var den mest udførlige - og jeg fik at vide at redaktøren ikke kunne forstå den!, hæklede jeg en kogle op igen, og reviderede opskriften undervejs.

I stedet for at lave den i bomuld, som sidste år, blev det Kauni. Og jeg synes den blev så fin, at jeg prøvede at lave den i nogle af alle de farverige Kauni-rester, jeg har liggende. Dernæst lavede jeg nogle stykker i Sirri, det færøske uldgarn der også findes i en smuk farveskala. Det var ikke helt tosset!

Da jeg inden ferien viste et billede på Instagram af dem, fik jeg ret god respons, så selvom det føles lidt tidligt og mærkeligt (ihvertfald for mig!) med julepynt nu, ville jeg også lige dele det med mine læsere her.

Opskriften findes lige her, og jeg har rettet den til, så den burde være nemmere at gå til.

Kauni finder du lige her og Sirri lige her.
Koglerne i Kauni har jeg hæklet på en nål nr. 3 og Sirri på en nål nr. 4,5.

Synes du koglerne ser lidt svære ud holder jeg også juleworkshops, hvor vi bla. hækler dem. Den første blev hurtigt udsolgt, men jeg har netop oprettet to mere. Tilmeld dig lige her.