Viser opslag med etiketten iPad sleeve. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten iPad sleeve. Vis alle opslag

onsdag den 18. december 2013

Ny opskrift på laptop sleeve


I det forgangne år har I taget så vel i mod mine iPad sleeves med leopard- og zebraprint.

Samtidig har jeg dog også fået en del forespørgsler på sleeves til laptops, hvilket er lidt mere tricky, da de kommer i så mange forskellige dimensioner.  Men nu er løsningen her måske… 

Min søde kunde Mai har nemlig lavet et fint mønster, som nemt kan skaleres op eller ned, alt efter hvad det skal bruges til.  Hver trekant er 8 masker bred, så med lidt hovedregning kan du få det til at passe til din laptop, tablet eller endda din mobil. 

Jeg har som sædvanligt hæklet mit i Peruvian Highland Wool. Jeg synes det er et skønt garn; det er nemt at hækle i og det får en lækker finish, som holder sig rigtig pæn i brug. Du kan også vælge at hækle i merceriseret bomuld, som Rio. Det er dog noget hårdere, og du skal have en del flere masker, men det bliver også smukt. Se f.eks. mit zebra sleeve til en 7" tablet.

Sleevet på billedet er lavet til min egen computer, en MacBook Pro 13", og jeg har brugt 1 ngl. Peruvian Highland Woolhindbær melange og lidt mere end 1 ngl. i lys grå melange og i lys brun melange

Køb opskriften på det mønstrede laptop sleeve lige her - og Peruvian highland wool lige her. 

fredag den 30. august 2013

Færdiggørelse af projekter: tablet sleeve






På min liste over ufærdige projekter, har i en måneds tid stået det her zebra sleeve, som jeg har blogget om tidligere - inden det var helt færdigt. Det er lavet efter opskriften til iPad sleevet, men i Rio merceriseret bomuld.

Jeg synes det er hårdere at hækle i bomuld end i uld - i hvert fald når det er jacquard. Men resultatet bliver altså også ret lækkert, hvis I spørger mig!

Da jeg allerede havde lavet ét i en anden model, som viste sig at være for småt, lavede jeg det her rigeligt stort. Jeg havde egentlig forestillet mig at afslutte med en lynlås i toppen, men det fungerede ikke rigtigt i praksis, da det blev for svært at få tabletten derned i. I stedet hæklede jeg det ekstra langt med et knaphul på forsiden og fandt en matchende knap i gemmerne, der blev syet på med en kontrastfarve. 

Det virkede og modtageren så egentlig glad ud :) 

Ha' en dejlig fredag :) 

onsdag den 17. juli 2013

Hæklede dyreprint

I sidste uge viste jeg mine zebra- og leopardmønstrede iPad sleeves frem på facebook. Så på en måde er det her ved at være lidt old news... Ikke desto mindre synes jeg, I læsere af min blog, også skal have et glimt.

Jeg har et stykke tid været lidt fascineret af flerfarvet hækling, jacquard, for mulighederne er jo uendelige! Når først man har lært teknikken, kører det derudaf, og resultatet bliver lækkert og tykt, uden tråde på bagsiden.

Når der nu er så mange muligheder, undredes jeg lidt over den lidt begrænsede variation i de mønstre der findes. Ikke at der er noget i vejen med trekanter eller romber. Det kunne bare være fedt at afprøve hvad der sker, hvis man hækler noget mere organisk. Således gjort - og det fungerede ret godt, synes jeg :)

Jeg endte med at lave to sleeves; et i leopard og et i zebra. Begge hækles efter et diagram - som når man  broderer korssting. Man skal holde tungen lige i munden når man følger mønstret, for det giver ikke sig selv, hvornår man skal skifte farve. Men bortset fra det, er der ingen ben i det.

Begge iPad sleeves har jeg hæklet op i Peruvian Highland Wool, lækkert uldgarn i et væld af farver.

Laver du det i tyndere garn, eks. Rio merc. bomuld, passer det i størrelse til en 7" tablet. Du kan også stoppe halvvejs i mønstret - og du har en fin lille pung.

Har du fået mod på selv at prøve kræfter med mønstrene, så kan de købes lige her og her.
















torsdag den 27. juni 2013

Mønstret sleeve til en tablet

Selvom jeg ikke har været så aktiv på bloggen på det seneste, betyder det ikke, jeg har ligget på den lade side! 

Udover at lave alle mulige kedelige og voksne ting som bogføring og oprydning, har jeg også hæklet. Faktisk ret meget. Jeg har bla. lavet alle lapper færdige til mit nye Kauni-tæppe. Nu mangler de "bare" at blive hæklet sammen - tænker det må blive mit sommerferie-projekt. Nu har jeg sagt det, så hold mig gerne op på det :) 

Jeg er også næsten færdig med at hækle nye iPad sleeves/clutches. Vi taler dyreprint, og det er blevet ret fint, hvis jeg selv skal sige det ;) Se evt. en lille forsmag her, på instagram. Skal lige have stylet og taget billeder, men jeg regner med at vise dem frem i næste uge. 

Til en dejlig tech-nørd har jeg lavet et lille sleeve til hans nye Nook-tablet. Mønstret er som dette, men skaleret ned, så den passer i størrelsen. Jeg har målt, og jeg håber virkelig, det passer (og at det falder i hans smag). 
Jeg har som sidst brugt Peruvian Highland Wool - det er så nemt at få pænt og jævnt, og man kan lave uendeligt mange skønne farvekombinationer.  

Sidst men ikke mindst er jeg ved at lave en lille fredags-DIY til i morgen. Det handler igen om jacquard (flerfarvet hækling, som sleeves'ene), men det er et nemt lille projekt, som man hurtigt når i mål med.