mandag den 20. maj 2013

Lillies top i Merci

Da jeg lige havde fået det fine garn, Merci hjem, var Mai så sød at strikke en lille babyvest i farven hindbær [2010]. Og jeg synes den blev så yndig.

Vesten er Lillies top fra Lene Holme Samsøes smukke bog "Babystrik på pinde 3". Alt er bare så appetitligt i den bog, og hvis jeg selv havde nogle unger (og var en ørn til at strikke!), ville jeg have lyst til at lave det hele! Bogen koster 129,- og kan købes lige her.

I min butik er Arwetta, Indiecita og også det nye garn Merci velegnede til opskrifterne. Her til sommer, hvor uld kan være lidt varmt, synes jeg, blandingen af uld og bomuld fungerer super fint. Det er blødt og dejlig let, og kommer i de lækreste pastelfarver. Et ngl. koster 35,- og rækker langt. Til den lille vest blev der kun brugt 50 g.

God fornøjelse - og god pinse :)

søndag den 19. maj 2013

Garnstafet - skal du med?


I weekenden 15. og 16. juni sker der noget spændende i Aarhus (og her taler vi ikke om Northside festival ;). Nej, det handler om garn! 

11 garnbutikker i Aarhus har sammen stablet arrangementet Garnstafet på benene. Både lørdag og søndag har alle butikker åbent fra 10-16, og alle steder finder du gode tilbud og spændende aktiviteter. 

Med et Garnstafet stempelkort til 50,- i hånden har du mulighed for at være med i lodtrækningen om lækre, lækre præmier. I hver butik du besøger, får du et stempel på dit kort og har du minimum 8 stempler deltager du i lodtrækningen om en stor hovedpræmie. Alle med blot ét stempel deltager i lodtrækningen om 10 mindre præmier.


Lørdag aften kl. 19-22. er der fælles strikkecafe på Hotel Scandic i Østergade. Bare mød op og strik og hækl sammen med en masse, der er lige så tossede med garn som du selv.  


Hos mig i Yarnfreak kommer der til at være rigtigt gode tilbud på bl.a. Zpagetti og andre udvalgte garner. Og det er altså kun i den fysiske butik, så hvis du ikke bor i Aarhus; send en stafet ;) 


Derudover er der selvfølgelig lyserøde hindbærsnitter og limonade - og fest! 

Jeg brygger også på en spændende konkurrence sammen med et dansk interiørfirma - og der er fiiine præmier på højkant. Men du skal selv have gang i hæklenålene. Meget mere om dette lige om lidt. 


Håber vi ses :) 


Er du blevet nysgerrig og har fået lyst til at læse mere om arrangementet, så kig med lige her

lørdag den 18. maj 2013

Haiku scarf i Merci



Måske har du allerede opdaget det; der er kommet et fint nyt garn i butikken. 

Jeg har selv en klar præference for uld frem for bomuld, men det kan godt føles lidt for varmt om sommeren. Her er bomuld lettere, men det har en tendens til at blive tungt og slasket i brug. Jeg har ledt efter et godt alternativ, og jeg synes, Merci fra Filcolana er et godt bud.

Merci er et lækkert garn bestående af 50% superwash merinould og 50% Peru pima bomuld. Løbelængde pr. 50 g er ca. 200 m, og det passer til pind/nål 2,5-3. Dobbelt kan det strikkes på pind 4.

Garnet kommer i en smuk farveskala bestående af 12 pasteller, let melerede pga. uld/bomuld-blandingen. Pris pr. ngl. er 35,- og det kan købes lige her.

Jeg skulle naturligvis prøve det af, så jeg har selv hæklet to tørklæder i det.

Det gråblå Vibe scarf, kan du købe opskrift til i min webshop lige her.

Det sorbetfarvede Haiku scarf er hæklet efter en amerikansk opskrift fra Quince & Co. og kan købes lige her. Jeg ønskede et let og luftigt resultat, og hæklede det på nål nr. 3,5. Jeg brugte 4 ngl. Merci i farven sorbet, og det passer lige til at kunne vikles to gange rundt om halsen. Opskriften var nem at gå til (der medfølger diagram) - og jeg blev ret glad for resultatet.

God fornøjelse :)

mandag den 22. april 2013

Åbningstider i butikken i denne uge



Da det jo på fredag er Store Bededag, tager jeg mig også en fridag - så her er butikken lukket.

Men, men, men.... Jeg synes jo ikke I skal mangle garn til miniferien, så i denne uge er der ekstraordinært åbent i butikken torsdag fra 12-18. Derudover er der som sædvanligt åbent lørdag fra 10-13.

Håber vi ses :)

//Camilla

søndag den 21. april 2013

DIY: Rundt tæppe i Zpagetti


I butikken får jeg tit spørgsmålet: Hvordan hækler man et rundt tæppe i Zpagetti?

Ofte henviser jeg til Jeanettes, der er hæklet i fastmasker eller til Christels i stangmasker. Men da jeg stod og skulle til at lave bogføring i lørdags fik jeg pludselig MEGET mere lyst til også selv at prøve kræfter med ét.

Efter selv at have hæklet en del forskellige ting i Zpagetti er jeg selv blevet ret glad for stangmasker. Jeg synes simpelthen det får en finere struktur. Og hvis du hækler rundt i stangmasker, har du mulighed for, med en ganske simpelt trick, at undgå det mønster der uvægerligt kommer, når man starter hver omgang med en (fm) eller tre (stm) luftmasker.

Til mit tæppe har jeg brugt 5 ngl. Zpagetti, og det måler ca. 1,25 m i diameter. Der var en del rester tilbage, som fint kan bruges til kurve og andre små projekter. Husk på at Zpagetti kan variere en del i kvaliteter, tykkelse og dermed også løbelængde, så størrelsen på tæppet er vejledende.

Tæppet er hæklet med en nål nr. 12. Det er den størrelse jeg normalt anbefaler til tæpper; de skal ikke hækles alt for stramt - så kan de blive stive og svære at få til at ligge pænt.

De fem farver var lidt forskellige i kvaliteterne. Den mørkelilla og brune var noget kraftigere end de andre tre - og den mønstrede var ret tynd. Trods det er det lykkedes ret godt at få helt plant. Jeg har sørget for at hækle på samme måde med alle kvaliteter, hvilket har gjort det temmelig løst med den tynde og ret fast med de tykke. Men jeg synes det fungerer :)

Før du begynder på selve tæppet har jeg lavet en tutorial på hvordan du kan lave en "snyde-stm" som start på hver omg i stedet for de 3 lm. Det kræver blot at du bryder garnet og hæfter ender for hver omg.


Start hver omgang med at lave en løkke og slå om som på billedet.


Sæt garnet til et vilkårligt sted på på ringen, træk igennem og lav en stm. Varier stedet fra omgang til omgang. For at få det mest ensartede og runde tæppe, bør du starte mellem udtagningerne fra sidste omgang.


Den første stm ser således ud. Garnet starter i toppen af masken.
Hækl stm hele vejen rundt i ringen.
 

Afslut omgangen med en km i 1. stm. Gå ind ml. de to maskeled, ved pilen. Bryd garnet.


Træk garnet igennem som på billederne.

Og voilà! 2. omgang er færdig.

Lige en note:


Når du hækler over afslutningen på forrige omg går du under nederste løkke - ved pilen.

Selve opskriften kommer her:
  1. Start med en magic ring og lav 3 lm (1. stm) samt 11 stm heri
  2. 2 stm i hver m (24 stm)
  3. 2 stm i hver 2. m (36 stm)
  4. 2 stm i hver 3. m (48 stm)
  5. 2 stm i hver 4. m (60 stm)
Fortsæt med at tage 12 m ud på hver omg efter ovenstående princip (øg antallet af m mellem udt. med 1 for hver omg).

Jeg har afsluttet med en kant af krebsemasker. Se hvordan de hækles lige her.

mandag den 15. april 2013

DIY: Hæklede dråber til dine grene


I en tid hvor foråret lader vente på sig (måske kommer det i dag; 7, 9, 13!), synes jeg, man trænger til lidt farve. Og når man nu har nogle fine grene, som stadig er lidt nøgne, så er det da nærliggende at peppe dem lidt op med noget hækling :)

Du skal bruge:
1 hæklenål nr. 2,5 eller 3
Bomuldsgarns-rester i alle mulige farver
En smule fyldvat

Jeg har selv brugt Mayflowers bomuldsgarn, som du kan købe lige her.

Til de melerede har jeg brugt én tråd bomuld og én tråd Venus hæklegarn.

I den mint/lilla kombination har jeg taget en tynd tråd refleksgarn med. Det ses ikke tydeligt, men er en meget sjov effekt i rette belysning. Køb refleksgarn lige her.

Dråberne hækles rundt i spiral. Husk at fylde dem ud inden det er for sent! ;)
  1. Lav 2 lm og hækl 6 fm i første m.
  2. 2 fm i hver m (12 fm).
  3. 2 fm i hver 2. m (og 1 i de øvrige) (18 fm).
  4. 2 fm i hver 3. m (og 1 i de øvrige) (24 fm).
  5. 2 fm i hver 4. m (og 1 i de øvrige) (30 fm).
  6. 2 fm i hver 5. m (og 1 i de øvrige) (36 fm).
  7. 1 fm i alle m (36 fm).
  8. 1 fm i alle m (36 fm).
  9. 1 fm i alle m (36 fm).
  10. 1 fm i alle m (36 fm).
  11. 1 fm i alle m (36 fm). Skift herefter farve - hvis du har lyst :).
  12. 1 fm i alle m (36 fm).
  13. 4 fm, hækl 5.+6. m sammen (30 fm).
  14. 1 fm i alle m (30 fm).
  15. 1 fm i alle m (30 fm).
  16. 1 fm i alle m (30 fm).
  17. 3 fm, hækl 4.+5. m sammen (24 fm).
  18. 1 fm i alle m (24 fm).
  19. 1 fm i alle m (24 fm).
  20. 1 fm i alle m (24 fm).
  21. 2 fm, hækl 3.+4. m sammen (18 fm).
  22. 1 fm i alle m (18 fm).
  23. 1 fm i alle m (18 fm).
  24. 1 fm i alle m (18 fm).
  25. 1 fm, hækl 2.+3. m sammen (12fm).
  26. 1 fm i alle m (12 fm).
  27. 1 fm i alle m (12 fm).
  28. 1 fm i alle m (12 fm).
  29. Hækl alle m sammen 2 og 2 (6 fm).
Bryd garnet med en lang ende og brug denne til at lave løkken foroven med.

God fornøjelse  :)

P.S.: De opmærksomme har måske allerede opdaget at jeg endelig er kommet på Instagram! Ja, det går ikke altid så hurtigt her ;) Men altså, hvis du har lyst til at følge med i mine projekter - og hvad jeg møder af lækre ting på min vej og min butik, så hedder jeg yarnfreakdk.

fredag den 29. marts 2013

God påske :)

Lige en lille påskehilsen fra mig til jer!

Da det jo i dag er helligdag, er butikken lukket, men jeg holder åbent i morgen, lørdag, fra 10-13.

Håber vi ses :)