tirsdag den 24. juni 2014

Ræve-sommer-projekter

For en måneds tid siden faldt jeg over en ret fin ræve-tunika på twitter, og den fik mig til at tænke på de mange ret så labre hæklede ræve-ting og sager der findes derude, på det store internet.

Jeg kan ikke helt greje om ræve stadig er hotte, men personligt er jeg ikke helt mættet endnu.

Her er et par eksempler på små og lidt større ferieprojekter.


























Lille pung hæklet efter mønster i Simply Crochet, nr. 10. Digital version kan købes via bladets hjemmeside.
Jeg har hæklet pungen i Begonia på en nål nr. 2,5.







































Den famøse tunika. Find mønster gratis lige her.





























Børnesweateren fra Filcolana hedder godt nok ulveunger, men jeg synes nu sagtens det kunne ligne ræve...
Opskriften findes helt gratis lige her og Arwetta Classic i min webshop, lige her.


Rævetørklæde. Køb mønster her.







































Rævebroche. Køb mønster her.






































Fibi the fox. Køb mønster her.

fredag den 30. maj 2014

Nyt garn i Yarnfreak - lige om lidt!


Da jeg var i Østen, fandt jeg noget spændende. Jeg har allerede vist det til en del af mine kunder i butikken, og nu får I også lige et sneak peek.

Det er et helt tyndt acrylgarn, ca. 700 m. pr. 100 g, som i første omgang kommer hjem i 30 forskellige farver. Det kan godt lyde lidt angstprovokerende at hækle i så tyndt garn, men fortvivl ikke! To tråde passer fint til en nål nr. 3 - og det er nemt og dejligt at hækle i. 

Det der er fantastisk ved det er, at der i farveskalaen er mange matchende nuancer, så der er rig mulighed for at lave fine gradient-effekter, hvis man hækler med 2 eller 3 tråde

Ovenfor har jeg hæklet et lille indkøbsnet med to tråde og tre forskellige farver samt knyttet to armbånd efter kumihimo-metoden. 

Men altså, mulighederne er nærmest uendelige! Lige pt. ideudvikler jeg, og arbejder på en lille opskriftssamling, som forhåbentlig kan ledsage garnet, når jeg har det, sidst i juni. 

Hold jer opdateret her og på facebook. Jeg skal nok give lyd når jeg har det - for jeg glæder mig ret meget. Håber I også gør :) 

fredag den 23. maj 2014

Gulerods-guerilla-kunst!


Sidste torsdag, aftenen inden Store Bededag, mødtes jeg med Rikke, Lisette, Liw, Dorthe og Marianne for at lave noget lidt ulovligt. 

Uden for min butik står et fint træ, som jeg jo nærmest synes, hører til Yarnfreak. Dem fra kommunen er muligvis ikke helt enige - men det er en helt anden sag… I hvert fald er det et par gange før blevet pyntet med store pom pom'er i festlige farver og de har, overraskende nok, næsten alle fået lov til at hænge i fred. Sidste gang de blev hængt op, var for et års tid siden, og de var ved at se lidt slidte og falmede ud. 

Der skulle noget andet op i træet, og det skulle ikke være pom pom'er. Vi bestemte os for at lave et træ fyldt med - gulerødder! Så i løbet af nogle uger hæklede Rikke og jeg ca 45 gulerødder og en enkelt radise i Zpagetti og RibbonXL. 

Nu har de så hængt der en uge, og så vidt jeg kan se, er det kun et par stykker, der har måttet lade livet. De har også overlevet morgenens regn og torden. 

Jeg bliver så glad af at kigge på træet - og jeg se, at jeg ikke er den eneste. Forbipasserende stopper op og betragter dem, tager billeder… Det er så hyggeligt :)

fredag den 9. maj 2014

Historien om et yndlingstæppe...






På samme tid sidste år gik jeg i gang med at hækle et tæppe. Jeg havde en helt klar ide om hvordan det skulle se ud, i hovedet. Så i stedet for at tegne det op, som jeg normalt gør, hæklede jeg løs. Det gik også virkelig godt - indtil jeg skulle hækle de 140 lapper sammen, og min plan ikke helt holdt i  praksis. Det fungerede bare ikke…

Herefter kom tæppet lidt i skammekrogen. Jeg gik og grublede over hvad jeg skulle gøre med alle lapperne, og havde meget mere lyst til at hækle alle mulige andre ting.

I februar, da jeg skulle til Østen, besluttede jeg mig til at hækle det færdigt, og tage med derud, som en gave. Her var jeg bare (som jeg ofte er) lidt for tidsoptimistisk, og jeg kunne se, at jeg bare ikke kunne nå det. Og måske var det også ok, for vel ankommet kiggede min mor og jeg på hinanden og blev enige om at man måske ikke ret tit har brug for et uldtæppe i Cambodia!

For et par uger siden lovede jeg mig selv, at nu skulle det projekt vinges af. Og her er det færdige tæppe. Det er egentlig blevet ret ok, synes jeg. Og nu kan jeg, med helt god samvittighed, begive mig ud i nye hækle-eventyr :)

Facts:
Tæppet er hæklet i Kauni: 3 ngl. HH1 lys grå melange, 1 ngl. SS3 aqua, 1 ngl LL1 lys lilla, 1 ngl. LL6 blomme, 1 ngl. RR8 lime, 1 ngl. RR7 støvet grøn, 1 ngl. JJ4 lyng, 1 ngl. ZZ petrol

Mønstret er Yndlingstæppet, men jeg har hæklet 10 x14 lapper (i stedet for, som i det oprindelige mønster 9 x 12) - og så har jeg hæklet det sammen med kædemasker, efter Lutter Idyls anvisning. Det er lidt mere langsommeligt, men det bliver fladere - og rigtig pænt!

mandag den 21. april 2014

Vil du med på hækletur til Barcelona?

Nido de Abeja

Costuretas Social Club

Generator; vores fine, fine hotel 
Ifil

Del Reves 
En lille catalansk ven
En efterårsdag sad Nana og jeg i min butik og over en kop kaffe faldt snakken naturligt på nogle af de ting vi elsker: Garn, rejser, oplevelser, Spanien, mere garn… Tanken om en hæklerejse var hurtigt født, og over de næste par måneder begyndte vores ide at tage form. 

I marts var vi så langt, at vi var klar til at tage til Barcelona på rekognoscering. Nana har boet i byen og er helt flydende udi spansk, så hun havde forberedt et tætpakket program. Og det var en herlig tur. Vi mødte en masse spændende mennesker, der med hvert deres projekt gør Barcelona til en fantastisk destination for en kreativ studietur. Det var så fedt, at vi havde lyst til at springe ud som rejsearrangører. Og nu er vi endelig klar til at stille det store spørgsmål: Vil du med os på Garntrip til Barcelona fra den 6. til den 10. november? 

Du skal selv sørge for flybilletten derned, resten klarer vi:
2 veloplagte guider (Nana og Camilla!) der viser dig rundt i Barcelonas kreative kvarterer,
1 workshop i inspirerende omgivelser, stort dansk/spansk hæklearrangement søndag, siestahækling med andre der deler din passion for godt håndarbejde, 4 nætter på spændende designhotel i centrum, mulighed for juleshopping, 2 x frokost, 2 x middag, transport i Barcelona. 

Pris: 3.500,-

Læs meget mere på www.garntrip.dk. Og skriv eller ring endelig (via kontaktformularen på hjemmesiden eller direkte til mig, Camilla) hvis du har spørgsmål til turen. 

Vi har også lavet en facebook-side, hvor vi løbende vil holde jer opdateret med vores planer og alle de spændende ting vi falder over i Barcelona.

Håber I synes det lyder lige så spændende som vi gør - og at vi ses i Barcelona!

mandag den 14. april 2014

DIY: Hæklede borter til urtepotter

Står du og mangler en lille værtindegave til påskens komsammener, så er her en lille og nem ide. 

Find en gammel rødlerspotte. (Jeg synes selv at de, der er lidt skrammede og grønne, er de pæneste). 
Fat hæklenål og merceriseret bomuld, og hækl en lille blondebort til den øverste kant. Og med en lille sukkulent eller løgplante, ja, så er den hjemme! 

Alle de jeg har lavet er hæklet med Begonia merc. bomuld i farven hvid og med en nål nr. 3
Indrømmet; de er lidt lavet på gefühl - over forskellige variationer af viftemønstre. Og det er faktisk ikke så svært, når først man kommer i gang. 

Nedenfor har jeg givet tre eksempler på, hvordan du kan gøre. 


Med Begonia merceriseret bomuld og nål nr. 3 (eller 2,5 hvis du hækler løst). 
Jeg er ikke gået så højt op i at få mønstret til helt præcist at gå op, da jeg synes det alligevel nok skal blive fint på bagsiden. Jeg har dog alligevel noteret rapport-str. på hvert mønster - just in case...
  • Lav lm så de lige kan nå rundt om den øverste kant. (Mønsterrapport: 4 m + 1)
  • Hækl fm tilbage, en fm i hver lm. Vend.
  • Viftemønstret laves således: 1 fm, spring over 1 fm, *5 stm i næste m, spring over 1 m, 1 fm i næste m, spring over 1 m*. Fortsæt fra *-* hele vejen hen. 
Bryd garnet og brug det til at sy de to ender sammen med, så borten bliver monteret på urtepotten. Hvis du gør det stramt, behøver du ikke lim eller tape for at få den til at sidde fast.

Med Begonia merceriseret bomuld og nål nr. 3 (eller 2,5 hvis du hækler løst): 
  • Lav lm så de lige kan nå rundt om den øverste kant + 4 lm ekstra. (Mønsterrapport: 4 m + 1)
  • Hækl en stm i 5. lm  fra nålen. Herefter *1 lm, spring over en m, 1 stm*. Fortsæt fra *-* hele vejen hen.  Vend med 1 lm.
  • 1 fm, *4 lm, spring over 3 m*. Fortsæt fra *-* hele vejen hen. Vend med 1 lm.
  • Omkring alle lm-buer: 1 fm, 1 hstm, 3 stm, 1 hstm, 1 fm. 
Bryd garnet og monter på urtepotten.



Med Begonia merceriseret bomuld og nål nr. 3 (eller 2,5 hvis du hækler løst): 
  • Lav lm så de lige kan nå rundt om den øverste kant + 4 lm ekstra. (Mønsterrapport: 8 m + 1)
  • Hækl en stm i 5. lm  fra nålen. Herefter *1 lm, spring over en m, 1 stm*. Fortsæt fra *-* hele vejen hen.  Vend med 1 lm.
  • Viftemønstret laves således: 1 fm, spring over 3 fm, *7 dbstm i næste m, spring over 3 m, 1 fm i næste m, spring over 3 m*. Fortsæt fra *-* hele vejen hen. 
Bryd garnet og monter på urtepotten.

torsdag den 3. april 2014

DIY: Små søvnige påskeharer


Sidste weekend hæklede jeg de her små harer, og selvom jeg høstede mange roser for dem på instagram, kan jeg ikke helt tage æren for opskriften. Det er én jeg har fundet på Ravelry til fri download lige her - og så har jeg broderet nogle nye øjne samt lavet en lidt anden nederdel. Jeg synes altid det er sjovt at se hvor forskellige udtryk man kan få med bare små ændringer.

Opskrift: The boxy skirt bunny
Garn: Begonia merceriseret bomuld og Lammy lurex til kant af nederdel
Hæklenål: 2,5 - 3,0 (Vurder selv; det skal bare være pænt tæt)
Bamsevat
En lille rest broderigarn eller tyndt bomuldsgarn til øjne og næse
Stramajnål

Opskriften er på engelsk, og selvom den kan lyde lidt kompliceret; fortvivl ikke. Tænk på at det i realiteten bare er en firkant med ben, arme og ører!

Jeg startede som beskrevet og hæklede indtil omg. 9 (men må indrømme at jeg ikke gjorde så meget i at tælle ift. at finde ud af hvad der var midt bag.)

Jeg broderede først ansigt på haren her.

Benene hækles rundt i forlængelse af kroppen. Jeg synes det var nemmest bare at finde de 4 yderste m for og bag og hækle dem rundt i ring (=8 fm). Når du er færdig med det ene ben, hækles det andet efter samme princip.

Ved nederdelen hæklede jeg 4 omg med fm og herefter en omg med 2 hstm i hver m. Afslut med en omg med Lurexgarn: 2 fm i hver m.

Arme og ører lavede jeg som opskriften og monterede som beskrevet.

Og voila! Små søvnige påskeharer klar til at sprede forårsglæde :)