torsdag den 24. juli 2014

Små projekter i sommervarmen

Min stilhed her på bloggen betyder ikke, at jeg er gået på sommerferie. Eller jo dvs, en smule, faktisk.  Kan man gå på ferie på deltid? I år har jeg bestemt mig for at sørge for at lade mine batterier op mens solen skinner og der er lidt sommerstille i garnbranchen. Og de af jer der har været på besøg i min butik ved, at der er som en SAUNA hernede!

Men jeg er jo dårlig til helt at holde fri, så jeg har bla. shoppet en masse spændende ting i Japan, som ligger og venter på blive taget billeder af. Mere info om det lige om lidt.

Og lidt får jeg da også hæklet. Jeg kæmper med sidste stykke på mit hakkede tæppe (temmelig varmt at sidde med lige pt, skal jeg hilse og sige). Ellers står den på lidt mindre projekter, bla. de her to banditter, som var en kandidatgave, jeg gav for en måneds tid siden.

Kaktussen med skæg er min version af de smukke ting, pigerne fra Collectif Doble Treble laver.  De er for øvrigt nogen af dem, vi skal møde på vores Garntrip-Barcelonatur. Klik på linket, hvis du har lyst til at rejse med os.

Penneholderen er lavet efter opskrift af Lutter Idyl, og hæklet i Rio i kobolt, marine og koral.

Ha' en herlig sommerdag.

//Camilla