tirsdag den 31. juli 2012

En lille ferie....

Jeg er et par dage på familietur til Sydhavsøerne, hvilket betyder, at jeg er lidt offline fra butikken et kort stykke tid.

De ordrer der bliver lavet i webshoppen de næste par dage, bliver afsendt på torsdag, når jeg er hjemme igen.

Hold for øvrigt øje med webshoppen i slutningen af denne uge. Jeg har hamstret en masse Zpagetti i lækre, grønne nuancer, og det bliver forhåbentlig leveret fredag formiddag :)

Du kan også kigge forbi butikken, der helt som sædvanligt holder åbent fredag fra 10.00-17.30.

De smukke billeder herunder er fra min families rosenmark. Kig evt. forbi her, hvis du har grønne fingre :)

























fredag den 27. juli 2012

DIY: Hæklede dækkeservietter

Har du noget bomuldsgarn i gemmerne - og en lille portion tålmodighed, kommer her en lille fredagsopskrift på en hæklet dækkeserviet.

Viftemønstret er ret nemt, og skal bare gentages på alle rækker indtil du har den ønskede højde. Jeg har afsluttet med en kant af krebsemasker i en kontrastfarve, men det kan også eks. være en picotkant - for et lidt mere romantisk look.




Du skal bruge: 
1 hæklenål nr. 3
Ca. 1½ ngl. bomuldsgarn i bundfarven og en lille rest i kontrastfarve til kant.

Denne dækkeserviet er lidt lille i det, 35x28, fordi den skulle passe til et lille havebord. Hvis du vil lave din større, lægger du et nemt nogle masker til. Antallet skal bare være deleligt med fire, da det er længden på rapporten.
  • Lav 92 lm. (22 vifter + 4 m til at starte på)
  • Hækl 4 stm i 4. lm fra nålen. Spring over 3 m. *1 fm, 2 lm (gør det ud for 1. stm), 4 stm i samme som fm, spring over 3 m*. Gentag fra *-* hele vejen hen. Afslut med en fm i sidste m.

  • Vend med 5 lm. Hækl 4 stm i 4 lm fra nålen. Spring over 4 stm. *1 fm i mellemrummet ml. de 4 stm og de 2 lm, 2 lm, 4 stm i samme m, spring over 4 stm* Gentag fra *-* hele vejen hen. Afslut med en fm i sidste mellemrum ml. lm og stm.

  • Fortsæt med ovenstående række indtil du når den ønskede højde. Jeg har 28 rækker
  • I toppen afsluttes med en lige kant: *3 lm, spring over 4 stm, 1 fm imellem de 2 lm og de 4 stm*. Fortsæt hele vejen hen
  • Hækl herefter en kant med fm. hele vejen rundt.
  • Bryd garnet og hæft ender.

Skift til kontrastfarven:
  • Hækl en kant af fm hele vejen rundt. 
  • Afslut med krebsemasker.
Go' solskinsfredag :)

torsdag den 26. juli 2012

Om sol og sommerferieprojekter

Hvor heldig har man lov at være? At have 3 ugers ferie lige nu, hvor det er blevet sommer :)
Det er selvfølgelig en relativ størrelse, for med ferie mener jeg fri fra mine bijobs - ved siden af Yarnfreak.

Jeg har lavet lange lister med projekter og deadlines, men altså; nogen gange har man bare brug for at trække stikket og nyde at solen skinner! Jeg har dog stadig hæklet lidt, bl.a. en lille ting til bloggen i morgen.

Butikken holder, som sædvanlig, åbent fra 10.00-17.30 i morgen. Så kig forbi hvis du har brug for materialer til et nyt projekt. Det bliver snart hæklevejr igen - har jeg hørt :)


fredag den 20. juli 2012

Hækling a'la farmor


Trænger dit køkken til et touch af retro-romantik - og står du samtidig og mangler et projekt til bilturen i Europa eller til indendørshygge i Danmark, så er det måske de her grydelapper, du skal begive dig ud i? De har en god størrelse og da de er dobbeltlags, isolerer de rigtig fint. De er hæklet i Mayflowers bomuldsgarn og mønstret er til salg til 25 kr. lige her.

Der er sket ændringer i Yarnfreak de sidste par måneder. To ejere er blevet til en, og det har krævet en del ekstra ressourcer fra min side. Nu er alting dog endelig ved at være på plads, og der er masser af spændende ting i støbeskeen. Nye opskrifter er undervejs, lækkert nyt garn finder vej til hylderne og nye workshops er planlagt.

Butikken holder åbent fra 10.00-17.30 hver fredag hele sommeren - håber vi ses :)

//Camilla

lørdag den 14. juli 2012

Lille grå clutch

Denne lille clutch fik Iben i fødselsdagsgave.

Det er en videreudvikling af denne her. Hæklet af to ngl. lys grå Rio, men med zig zag-mønster hele vejen. Til sidst er den lukket med en stor trykknap, og en pynteknap er syet på forsiden.

lørdag den 7. juli 2012

Hæklet frø

Da jeg i weekenden var i Klitmøller i sommerhus, hæklede jeg ham her. Det er lang tid siden jeg har lavet dyr - men det er nu faktisk ret hyggeligt. Der er tit børn på besøg i butikken, så nu har de også lidt at se på :)


Opskriften er herfra - med et par ændringer. Faktisk er det lidt interessant hvor forskelligt et udtryk man får med få variationer. Jeg lavede kroppen en omgang smallere og både arme og ben en stribe længere. Øjnene lavede jeg med alm. tykkelse bomuld og i to forskellige størrelser cirker, der bare blev stukket fast til sidst. Og ja, så trængte han simpelthen til en butterfly!

Til sidst lige et par billeder af strand og vand. Mere af det, tak :)


fredag den 6. juli 2012

DIY: Ranke med små blomster-doilies

Denne lille ranke vil gøre lykke på ethvert pigeværelse. De små doilies er hurtigt lavede, og er du også en af dem, der ligger inde med en masse garnrester, er det en fin anledning til at få dem brugt. Står du og mangler garn er der også råd for det: Du kan selvfølgelig købe det lige her.

Du skal bruge:
Almindeligt bomuldsgarn 8/4 i 11 forskellige farver. Her: 10 blomster i forskellige nuancer samt en creme til snoren.
En hæklenål nr. 3,0
  1. Lav en magic ring og hækl heri 3 lm (svarer til 1. stm) samt 23 stm. Saml med en km i 3. lm.
  2. Hækl 5 lm (svarer til 1 stm + 2 lm), 1 stm i samme m, 1 lm, spring over 2 m. Herefter *1 stm, 2 lm, 1 stm i samme m, 1 lm, spring over 2 m*. Fortsæt fra *-* hele vejen rundt. Saml med en km i 3. lm. (8 v-masker)
  3. Hækl en km for at komme hen til buen af de 2 lm. Herom hækles 3 lm (svarer til 1 stm), 1 stm, 2 lm, 2 stm, 1 fm omkring buen med 1 lm . Herefter *2 stm, 2 lm, 2 stm omkring buen med 2 m, 1 fm omkring buen med 1 lm* Fortsæt fra *-* hele vejen rundt. Saml med en km i 3. lm.
  4. Hækl en km for at komme hen til lm-buen. Herom hækles 3 lm (svarer til 1 stm), 2 stm, 1 lm, 3 stm, 1 fm før forrige rundes fm, og 1 fm efter forrige rundes fm. Herefter *3 stm, 1 lm, 3 stm, 1 fm før forrige rundes fm, og 1 fm efter forrige rundes fm*. Fortsæt fra *-* hele vejen rundt. Saml med en km i 3. lm.
Bryd garnet og hæft ender.

Montering af blomsterne
Jeg har lavet 50 m i hver ende og 20 m mellem hver blomst. Det giver en total på 280 m (+ 1 til at vende med).
Hækl 281 lm, vend og hækl 50 fm. Sæt første blomst til og lav næste fm igennem den ene lm på toppen af et af bladene. Hækl 19 fm mere og fortsæt på samme måde indtil du har monteret alle blomsterne.

Og voila, den er færdig. Ha' en dejlig fredag :)

torsdag den 5. juli 2012

Kommer du og hækler på søndag?

Vejrudsigten siger perfekt nørklevejr på søndag, så hvorfor ikke bruge et par timer i dejligt selskab med andre der kan lide at hækle? Tag dit håndarbejde med ned i butikken, del ud af dine ideer - og bliv inspireret til at gå i gang med nye projekter.

Der er kaffe på kanden, kage og masser af hygge. Meld dig til lige her :)