Her på falderebet kommer årets sidste DIY.
I det forløbne år har jeg mødt rigtig mange mennesker i min butik, som har haft lyst til at gå i gang med tunesisk hækling. For det er en sjov og nem teknik, som egner sig virkelig godt til interiørprojekter som puder og tæpper.
Tunesisk hækling rummer utroligt mange muligheder for variation. Der findes masser af masketyper og kombinationer, men næsten alle de projekter, jeg sælger garn og udstyr til, bliver lavet i simple stitch. Det giver et super flot og enkelt udtryk - men det bliver lidt kedeligt i længden (synes jeg).
Problemet er også, at der mangler inspirerende litteratur om emnet. Men jeg tror vi kommer til at se mere i den nærmere tid. I første omgang har Sys Fredens lavet en lille bog, Tunesisk hækling, som kan købes i min butik og på min webshop til 60,- Det er et fint lille opslagsværk med forskellige teknikker - en god grundbog.
Hvis du allerede har styr på back stitch og knit stitch (jeg er bedst til amerikansk terminologi) - og har mod på at lave noget anderledes - og lidt mere udfordrende, så er dette pandebånd med snoninger måske noget?
Jeg har selv lavet det efter denne video på youtube, som egentlig er et tørklæde. Og jeg syntes, det var ret nemt at gå til.
Pandebåndet er lavet i det smukke Lamauld fra Camarose (tidl. Strikkebogen) - og et ngl. er nok.
Jeg har eksperimenteret lidt og lavet to forskellige bredder.
Smal version (ca. 7 cm) er med 14 masker: 2 knit stitch, 2 back stitch, 6 knit stitch til snoninger, 2 back stitch, 2 knit stitch
Bred version (ca. 8 cm) er med 16 masker: 2 knit stitch, 3 back stitch, 6 knit stitch til snoninger, 3 back stitch, 2 knit stitch
Du skal bruge
50 g. Lamauld
En tunesisk hæklenål nr. 7
En hjælpepind/strømpepind til snoninger
Lav lm ift. den bredde du ønsker og hækl snoninger indtil arbejdet har den rigtige længde.
Sy de to ender sammen, og du er good to go!
Tip
For at få pæne kanter er det vigtigt at du laver første m i højre side MEGET stram. Det kræver lidt øvelse, men det skal nok blive fint.