søndag den 28. juni 2015

DIY: Lav selv nemme armbånd




Kender du kumihimo? Det er en super nem metode til at lave fine knyttede armbånd. Armbåndene kan laves i det garn/snor du har ved hånden. Det kan eks. være merceriseret bomuld eller det helt tynde Venus hæklegarn. 

Jeg synes personligt de bliver ret lækre, når de er helt fine - og jeg tog det som den ultimative cadeau, da en ellers lidt mut teenager, der var slæbt med i butikken af sin mor udbrød: De ligner dem man kan købe på Christiania. Jamen så siger jeg da mange tak :) 

Herunder kommer et par billeder for at vise den helt enkle fremgangsmåde. Der kan laves mange variationer over farver og antal snore - og der findes mange videoer på Youtube.

Du skal bruge:
Venus hæklegarn i de farver du ønsker.
En kumihimo-skive. Du kan også selv klippe en, men jeg synes, det er nemmere at håndtere med en skive af skumgummi. 

Lav 8 snore i rigelig længde ift. det færdige arbejde. Jeg plejer at lave dem omkring 70 cm - men lidt kortere kan nok også gøre det. 
Bind en knude ca. 5 cm fra neden og monter snorene på skiven som vist på billedet.

Flyt snor nr. 4 ned til 18

Flyt snor nr. 20 op til 2

Drej skiven en kvart omgang.

Flyt snor nr. 28 ned til 10

Flyt snor nr. 12 op til 26




Fortsæt efter samme princip indtil du har et armbånd i passende længde. Bind til sidst en knude og klip garnet til i enderne, så det fungerer som bindebånd. 

lørdag den 27. juni 2015

DIY: Penneholder i Venus

I forbindelse med Garnstafet lavede jeg denne lille penneholder i Venus hæklegarn. Det er egentlig et nemt projekt, men det kræver en lille portion tålmodighed, for den er hæklet med enkel tråd og nål nr. 2. Men arbejdet betaler sig, for den får et meget delikat udtryk, fordi strukturen er så fin. 

Brug den til blyanter og hæklenåle - eller med blomster i som en sød værtindegave.

Du skal bruge:
Venus hæklegarn i 5 forskellige farver - eller så mange du ønsker
En hæklenål nr. 2,0
Et syltetøjsglas

1. Lav 2 lm og hækl 6 fm i 2. m fra nålen.
2. Hækl 2 fm i hver maske (12 fm)
3. Hækl 2 fm i hver 2. maske (18 fm)
4. Hækl 2 fm i hver 3. maske (24 fm)

Fortsæt på samme måde med at tage 6 m ud pr. omg indtil du har en cirkel med samme omkreds som
bunden af glasset. Pas på med ikke at lave den for stor; betrækket bliver pænest, hvis det sidder stramt om glasset. Jeg fortsatte til jeg havde 84 m.

Nu hækles udelukkende i bagerste maskeled. Hækl en fm i hver m og lav striber i 2 omgs bredde.
Hækl indtil du når toppen. Hvis betrækket er tilpas stramt hele vejen op er det ikke nødvendigt at tage ind for oven.

Bryd garnet og hæft ender.

DIY: Strikkede vimpler i Venus






Vi elsker vimpler og vi elsker Venus! Af en eller anden grund er vimpler altid hæklede - her kommer en strikket version af slagsen.

Du skal bruge
Venus hæklegarn i de farver du ønsker
Strikkepinde nr. 3,0
Hæklenål nr. 3,0

Der strikkes altid med 2 tråde. For at opnå flere forskellige farver, kan man strikke med 2 forskellige farver Venus.

Der tages ud ved at løfte lænken mellem 2 m op og strikke den drejet ret.

Slå 1m op.

1. p Strik 1r både for og bag i masken.
2. p Første m r løs af, 1r
3. p Første m r løs af, tag 1m ud, 1r
4. p Første m r løs af, r pinden ud
5. p Første m r løs af, r til der er 1m tilbage på pinden, ta’ 1m ud, 1r
6. p Første m r løs af, r pinden ud
7. p Første m r løs af, tag 1m ud, r pinden ud
8. p Første m r løs af, r pinden ud.
5.-8. p Gentages arbejdet igennem, til der er 32 m på pinden. Luk alle m af og hæft ender.

Strik det ønskede antal vimpler og hækl dem sammen.

Start med at hækle 90 luftmasker og hækl herefter fastmasker i aflukningskanten på vimplerne. Vi har ingen luftmasker imellem hver vimpel, da vi ønsker dem helt tæt på “snoren”. Vil man have luft mellem vimplerne, hækles et antal luftmasker mellem hver vimpel.

Når der er hæklet fastmasker i alle vimplerne afsluttes med 90 luftmasker. Vend og hækl fastmasker over alle masker. Bryd garnet og hæft ender.

tirsdag den 16. juni 2015

Mit Vinkelsjal


Da jeg for et par uger siden havde en lang flyvetur over Atlanten, hæklede jeg min version af Lutter Idyls Vinkelsjal. Det er lavet i tynd uld; Anina og Arwetta fra Filcolana og Hedgehog sock - og jeg synes, det endte med at blive ret fint.

Da det er lavet i nogle lidt andre kvaliteter end oprindeligt, kommer her mine kommentarer til garnforbrug og opskrift.

Idet sjalet er så stort som det er, var der lidt udfordringer i at få det fotograferet oppefra. Perspektivet på billedet får det til at se lidt anderledes ud end live. Men jeg tror, det er rimelig rigtigt ift. opskriften (hæklede lidt på autopilot i de sene nattetimer på flyveren!).

Jeg er ikke helt tilfreds med kanten på især det pudderfarvede felt i siden hvor der tages ind. Jeg tog ind ved at hækle de to sidste og derefter de to første m sammen i siden - og jeg synes, det blev lidt "boflet". På efterflg. felter tog jeg ind sidst på rækken ved at springe over sidste m - og først på rækken ved at vende med en lm og først hækle en hstm i næste m.

Jeg synes, det er svært at samle masker op i siden med en kontrastfarve, så det bliver pænt og jævnt. Derfor hæklede jeg på det lyse felt først en rk med fm i samme farve langs siden - og herefter de to rk. med kontrastfarven.

Det gule felt nederst er lidt mindre end foreskrevet. Hvis du vil have et, der er samme størrelse som i opskriften, skal du bruge et ngl. mere af denne. Desuden kan jeg se, at jeg har fået lavet vinklen lidt forkert på dette felt i den side, jeg har taget ind (men det fungerer jo egentlig ok alligevel :)

Snippen der er brun og grøn, skulle egentlig have været ensfarvet. Jeg synes bare, det gav noget ekstra med en kontrastfarve nederst.

Mål på sjalet
Fra lys grå spids til endekant på gult felt: 135 cm
Brun/grøn snip: 60 cm

Garnforbrug
Lys gråmeleret: Hedgehog i Crystal - 75 g (1 fed)
Pudder: Anina i light blush [334] - 70 g (2 ngl)
Blåmeleret: Hedgehog i Velvet - 80 g (1 fed)
Gul: Anina i warm olive [332] - 45 g (1 ngl)
Brunmeleret: Anina i nougat melange [973] - 40 g (1 ngl)
Mint: Arwetta i opal green [191] - 30 g

Køb opskriften hos Jeanette, lige her.

God fornøjelse :)