mandag den 12. december 2011

Om juletræer - og skelsættende møder


Da jeg for et par uger siden dykkede ned i den store kasse med julepynt, fandt jeg det her juletræ, som har en helt speciel betydning for mig.

Jeg købte det af Puk sidste år på julemarkedet i Odense - og det var første gang, vi mødte hinanden.
Jeg havde i længere tid læst med på hendes blog, og hun på min, så det var med en lille sommerfugl i maven, jeg begav mig hen for at møde hende i levende live. Det blev kun til et hurtigt møde i mylderet af mennesker. Men et dejligt et af slagsen.

Da vi i januar mødtes igen, var jeg lige blevet fyret fra mit job pga. nedskæringer, og havde mange forskellige ideer og tanker omkring min fremtidige situation i hovedet. En del af mig legede med tanken om at springe ud som selvstændig, men var også lidt nervøs for at gøre det på helt egen hånd. Hurtigt viste det sig at Puk faktisk havde det lidt på samme måde, og over et par kopper kaffe blev de første ideer født.

I månederne herefter skitserede og brainstormede vi. Vi havde flere forskellige setups på tegnebrættet, men kigger man tilbage på begyndelsen af processen, var det overraskende hurtigt, vi fik sporet os ind på hvad det var, vi ville.

Vi brugte foråret på at holde møder med folk, der kunne hjælpe os til at komme videre med vores fælles vision; iværksætterkonsulenter, revisorer, web-folk, leverandører, ejendomsadministratorer og mennesker i vores netværk. Og så hæklede vi - rigtig meget!

Da vi i juli bekendtgjorde, at NU skete der snart noget, var der sikkert mange der tænkte; Ja ok, hvor lang tid kan det tage? For det tog jo faktisk tre måneder mere, inden vi var klar til at slå dørene op. Men det tager bare tid, når man sætter barren højt og vælger ikke at gå på kompromis med ens visioner.
Erkendt; der har til tider krævet både blod, sved og tårer. Vi har været hele følelsesregistret igennem, men heldigvis har der været langt flere "high fives" end omvendt. (Undertegnede tager for øvrigt flere hysteriske episoder på sin kappe, men føler sig delvist undskyldt på grund af sin hårfarve ;)

Undervejs har vi mødt mange skeptikere, for hvordan kunne det mon lade sig gøre i praksis, når vi boede i hhv. Aarhus og Næstved? Det kunne det, fordi vi grundlæggende vil det samme. Vi har vidt forskellige erfaringer med i bagagen, men det gør bare, at vi supplerer hinanden til UG på virkelig mange områder. At der så er nogle praktiske ting i hverdagen, der er lidt besværligere på grund af afstanden, ja, det tager vi med. For det er altså ikke hver dag, man møder en, der er så tæt på at være ens kreative soulmate.

Det er sgu da egentlig ret fantastisk - og at tænke på at det hele er sket i løbet af et år!
Det lyder nærmest som en kærlighedshistorie - og det er det vel på en måde også :)

//Camilla

5 kommentarer:

  1. Se det var en rigtig dejlig historie :-)

    SvarSlet
  2. Tillykke med jeres mod til at realisere jeres drømme og visioner! Det beundrer jeg :-)

    SvarSlet
  3. Super fedt at I er sprunget ud i at være selvstændige! Er glad for at I valgte min "baghave" som stedet til jeres skønne butik:)

    SvarSlet
  4. Det er super lækkert.. Nogle gange møder man bare en der bliver en brik mere i livet.. Så fedt for jer..:0)
    Har skrevet en mail til dig camilla.. Er du rar at tjekke den.. Julen nærmer sig..
    KH Iben

    SvarSlet
  5. Skøn historie!
    Og ved du hvad? De der skeptikere kan bare pakke sammen. Det er blevet et strålende koncept!

    SvarSlet