Viser opslag med etiketten babytæppe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten babytæppe. Vis alle opslag

onsdag den 27. august 2014

Babytæppe i Engleuld




I min sommerferie hæklede jeg en ny version af babytæppet med bølger. Måske har du set det på instagram? Denne gang har jeg brugt Tusindfryds Engleuld. Med Engleulden bliver det endnu mere blødt og luftigt, for garnet er fantastisk lækkert og findes i et væld af delikate pastelfarver.

Babytæppet måler ca. 93 x 65 cm, og kan bruges både som svøb, i barnevognen og som hyggetæppe i sofaen.

Til de af jer der allerede har købt mit babytæppe i den tidligere version, får I ændringerne her:

Da tæppet er hæklet på en lidt mindre nål, har jeg lagt en ekstra rapport til i bredden (17 m) samt hæklet 10 rk. med ps i hver farve i stedet for 7.

Til tæppet skal du bruge
  • En hæklenål nr. 4. Det lyder lidt stort, men det gør, at tæppet får den helt rigtige blødhed. 
  • 6 ngl. Engleuld fra Tusindfryd. Til dette tæppe er brugt flg. farver: Pudder (nr. 13), Lys okker (nr. 39), Koral (nr. 15), Gammelrosa (nr. 14), Sand (nr. 3) og Karry (nr. 41) 
  • Opskriften finder du på min webshop, lige her.

søndag den 13. oktober 2013

Nye babytæpper i Semilla


Lige siden jeg modtog det lækre uldgarn, Semilla, har jeg tænkt, at det ville egne sig godt til tæpper. Det er sindssygt blødt og lækkert - og nuancerne er simpelthen så smukke. 

Mine eksperimenter ledte mig hurtigt i retning af babytæppet med det fine bølgemønster. Det blev til foreløbigt tre forskellige farvekombinationer og du kan købe kittet lige her. Hvis du mere har lyst til selv at lege med farver, kan du også købe opskrift og garn hver for sig lige her og her.

Søndag til onsdag er jeg på en lille miniferie i Milano, så hvis du handler i min webshop i løbet af disse dage, bliver ordren afsendt torsdag. 

Ciao - og god søndag :) 

//Camilla

torsdag den 7. marts 2013

Strik et nemt babytæppe




Da jeg modtog det fine Easy Care Big i de nye neonfarver, var min overbo Anne så sød at strikke et lækkert babytæppe i retstrik til mig.

Kender du Easy Care Big? Det er et tykt, lækkert og kradsefrit garn i 100% merinould, og det allerbedste er, at det er super praktisk. Du kan vaske det ved 40 grader og tilmed tumble det!

Tæppet måler ca. 79*79 cm, og det er strikket af 10 ngl. - 1 i hver sin farve.

Har du lyst til at gøre Anne kunsten efter, så kommer opskriften lige her (og den er nem!).

Du skal bruge:
1 ngl Easy Care Big i hver af farverne: Mellemgrå melange, lys grå melange, beige melange, råhvid, neongul, neongrøn, græsgrøn, mørk grøn, pink og neonpink.

Rundpinde nr. 5, længde 80 (alternativt nr. 6, hvis du strikker meget fast)

Uldnål til hæftning af ender.

Slå ca. 130 masker op. Formindsk antallet lidt, hvis du ønsker et tæppe, der er mere aflangt.

De melerede farver har lidt mindre løbelængde end de ensfarvede, så hvis du vil have at striberne er lige store, så brug den første som "målestok".

Start med mellemgrå melange og strik retstrik indtil du har brugt nøglet op. Fortsæt på samme måde med de øvrige farver i denne rækkefølge:

* Mellemgrå melange
* Lys grå melange
* Beige melange
* Råhvid
* Neongul
* Neongrøn
* Græsgrøn
* Mørk grøn
* Pink
* Neonpink

Hæft alle ender og tæppet er færdigt!