tirsdag den 27. august 2013

Lær en ny teknik: Tunesisk hækling



Kender du tunesisk hækling? Det er en lidt overset teknik, i hvert fald i Danmark. I amerikanske hæklebøger støder man ofte på projekter lavet i 'afghan stitch' (afghan = tæppe eller plaid), og kigger man lidt nærmere på dem, ser man, at det kan noget, almindelige hækleteknikker ikke kan.

Tunesisk hækling, eller hakning, er en krydsning mellem hækling og strik, og med denne teknik får du en struktur der minder om vævning. Personligt er jeg ret vild med mulighederne for farveskift, der giver en smuk stribet effekt.

For at komme i gang med tunesisk hækling har du brug for en speciel hæklenål. Den traditionelle ligner en strikkepind med en hæklenål i enden. Den er billig og udmærket at hækle med, men har sine begrænsninger ift. hvor bredt et arbejde, du kan lave. Du samler nemlig masker op den ene vej så du har dem alle på nålen, som når du strikker - og tager dem af igen den anden vej. Det lyder kompliceret, men fortvivl ej; det er det ikke!

En smartere løsning er Knitpros system hvor du køber en hæklenål med gevind og en wire, der skrues på. På denne måde har du mulighed for at lave store ting, eks. plaider.

Har du fået blod på tanden, men ikke lige ved hvordan du kommer i gang, er der mange fine instruktionsvideoer online. Se bla. denne her.

Men, men, men.... Du kan også komme på workshop i yarnfreak! Jeg har allieret mig med Pernille, som har bloggen Pescno, og hun laver labre ting i tunesisk hækling. Kig bla. forbi her og se hendes hakkede Kauni-tæppe.

På workshops'ene gennemgår vi de mest basale teknikker indenfor tunesisk hækling, og vi laver et lille projekt, eks. en clutch eller et pandebånd. Du behøver ikke være 100 metermester i hækling, men du skal kunne de grundlæggende hækleteknikker i forvejen. Meld dig til lige her, men skynd dig; der er et begrænset antal pladser.

Har du lyst til at lave puderne på billedet, så er der brugt flg. materialer.

Grøn pude
Peruvian Highland Wool i farverne mørk grå melange, lys grå melange, råhvid, lime og græsgrøn.
Tunesisk hæklenål nr. 7

Pink pude
Kauni i farverne neonpink, lys brun melange og brun melange
Tunesisk hæklenål nr. 5

Koral pude
Sirri i farverne koral, råhvid og beige melange
Tunesisk hæklenål nr. 7

Jeg nåede desværre ikke at veje de enkelte forstykker inden montering, men du bruger maks 1 ngl. af hver farve (Kauni naturligvis en del mindre).

Hvis du vil lave puderne med bagstykker i stof, så husk at beregne sømrum til den efterfølgende montering.

God fornøjelse :)

18 kommentarer:

  1. De er bare så flotte - tak for god inspiration :-)

    SvarSlet
  2. Vildt flotte puder! Jeg har faktisk allerede for længe siden neglet min mors hakkenål (som hun kaldte den), jeg er bare aldrig kommet i gang. Endnu et af de projekter, som ligger og venter ude i fremtiden. :)

    SvarSlet
  3. Lækre puder og skøn teknik, den skal helt sikkert læres ;-)

    SvarSlet
  4. Tusind tak for tips! Det jo vildt fint!
    Er ikke en haj til hækning - som i, overhovedet ikke - men syntes den video på drops side fik hakkeriet til at se ret nemt ud. Jeg må prøve det!!!

    SvarSlet
  5. jeg drømmer om at flirte med teknikken :-) og måske er det dét der skal til, for at jeg får hæklet et tæppe :-)

    SvarSlet
  6. Rigtig god idé. Teknikken er enkle at lære og det er inspirerende at se nogle opdaterede forslag!

    SvarSlet
  7. Det bliver jeg simpelthen nødt til at lære.

    SvarSlet
  8. Ej , stop hvor er de flotte! Det ser jo simpelthen fantastisk ud! :-)

    SvarSlet
  9. Super flotte puder, er de hakket med dobbelt tråd?

    SvarSlet
  10. Hej. Neeej hvor er man fristet. Er der et mønster på puderne. Jeg tænker de er jo hæklet/hakket så fint med "flydende farveovergang" og det tænkte jeg måske er lidt svært.....?
    hilsen
    Inge

    SvarSlet
  11. Ja jeg blev altså så fristet at jeg netop er gået i gang med den første af fire.

    Jeg hækler i peruvian og med enkelttråd, striberne laver man blot ved at hakke to rækker(frem og tilbage) i hver farve man striber med, det er ganske enkelt og man kan blot trække farven med pp igennem i siden.

    Tak for den gode ide, er helt forelsket.

    SvarSlet
  12. Hvor er de smukke, jeg er vild med de farver sammen. Kan jeg evt. strikke dem? Da jeg er for ny i hæklingens kunst til at turde begive mig ud i tunesisk hækling.

    SvarSlet
  13. Hvilken størrelse nål skal man købe til hakning af puden i peruvian?

    SvarSlet
    Svar
    1. Sorry, det står der jo rent faktisk :-)

      Slet
  14. Jeg er ikke den store håndarbejds-haj, men kan hækle... Vil derfor forsøge mig med disse lækre puder! Hvordan syer man dem sammen med stoffet??? Så det holder??
    Og så forstår jeg vist ikke helt det i har skrevet omkring mønsteret - altså hvordan man får farverne til at flyde sammen??

    SvarSlet
  15. Hvordan hækler man rundt i tunesisk hækling. Ved man bruger en nå led krog i begge ender, men hvordan anvender man den?

    SvarSlet